Skammel i frisk træ og Sweater Sweets
Indledning
Denne underside skal samle de refleksioner, jeg har gjort mig undervejs i processerne med at producere en skammel og et tøjdyr. Den skal ligeledes fungerer som et evalueringsredskab til at samle de erfaringer jeg har gjort mig, ved at stifte bekendtskab med forskellige teknikker i faget Materiel Design. Til sidst vil jeg sammenholde mine erfaringer og refleksioner som studerende, og komme med et bud på hvilke elementer der kan overføres til undervisning i sløjd/håndarbejde/håndværk og design i folkeskolen.To processer - Opskrift og slump
Tilbage i starten af september blev vi præsenteret for vores første studieprodukt. Vi skulle lave en skammel i træværkstedet samt sy et tøjdyr i tekstilværkstedet. Skamlen var en styret proces, hvor vi fik en opskrift, som vi skulle følge. Vi blev guidet af vores undervisere fra træet blev fældet i skoven til skamlen var samlet og påmonteret sæde efter principperne i mesterlære. Resultatet er blevet 23 forholdvis identiske skamler, dog med forskelle i detaljerne, som eksempelvis højden på skamlen eller sædets udseende.
Processen med tøjdyret var væsentligt mindre styret. Vi blev præsenteret for en fremgangsmåde til at sy vores tøjdyr, men ellers var rammerne frie. Eneste krav var at de materialer vi ville bruge, skulle være genbrugsmaterialer. Resultatet af denne proces er blevet 23 forholdvis forskellige tøjdyr, som adskiller sig både i form, farver, størrelser, mønstrer, materialer etc. For mit eget vedkommende har det været mere held end forstand at mit tøjdyr er blevet færdigt og stadig holder formen, og at skamlen står og kan bære at man sidder på den, er vel et bevis på at opskriften fungerer. I begge tilfælde har de to processer i hvert fald gjort mig meget klogere på faget og lærerens rolle.
Lyst og motivation
I min tid som lærerstuderende er jeg i alle mine praktikker stødt på børn, som har udtryk at de ikke gider en given arbejdsopgave. Det er der som sådan ikke noget odiøst i, og jeg har da selv kunne mærke trangen til at skrive studieprodukter og eksamenssynopser dale drastisk jo tættere deadline for aflevering har nærmet sig. Men ikke denne gang. Denne gang har der været noget andet på spil for mig. Hver gang jeg har sat mig med min skammel eller mit tøjdyr, er jeg blevet grebet af en trang til at fuldføre og færdiggøre. Jeg har følt mig tilskyndet til at lave skamlen og sy tøjdyret på en bestemt måde, og begrunde det i "sådan vil jeg have at det skal se ud". Jeg har fået lyst til at sy flere Grimrikker og fælde flere træer så jeg kan lave flere skamler, men på "min" måde. Jeg tror at det Håndværk og Design faget skal kunne er at introducere en række teknikker til eleverne efter mesterlæreprincippet, så de kan skabe deres "egne" produkter efter "Grimrikprincippet".
Afrunding
Til sidst vil jeg sige, at det har været meget spændende at følge ens medstudenrede i deres arbejdsprocesser mod et færdigt produkt. At følge en gruppe på knap 25 mennesker, og deres arbejde med en æstetisk arbejdsproces, har åbnet mine øjne for hvad der på, og i, spil når man skal "skabe noget". Vi tænker, former og arbejder forskelligt, med forskellige resultater til følge og kundskaber og færdigheder samt æstetiske læreprocesser skal ikke måles efter to-streger-under-facit-princippet. For mig har det handlet om at finde det positive og værdien i at være undervejs, i stedet for at være kommet "hjem".
P.S. Vi skulle også lave en lille film i grupper med vores tøjdyr som stjernerne. HER og HER kan i se filmen :)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar